Et fabrikseventyr på postkort
Af Frank Miller
Postkort kan meget mere end blot at vise kirker, gadepartier og smukke landskaber. Kortene kan også fortælle historie. F.eks. om en af Danmarks helt store virksomheder, Crome & Goldschmidt, som fra 1860’erne og et halvt århundrede frem forsynede ikke kun Horsens, men hele landet med tekstiler - og som holdt rigtigt mange af fangerne på det daværende statsfængsel i arbejde.
Fabrikken var bygget mellem Fabrikvej og Emil Møllers Gade samt på den nordre side af Fabrikvej.



A.F.P. Crome og Moritz Goldschmidt gik i kompagniskab i 1860. De beskæftigede da ca. 50 fanger ved kartning og spinding af uld, vævning på håndvæv mm.
Goldschmidt var startet i Horsens 12 år tidligere, da han flyttede sin fabrik for naalemager- og possementmagerarbejder fra Pinneberg i Holsten til byen. Crome havde boet i Horsens siden 1843 og var direktør for M. Bønnelyckes Tobaksfabrik.
Vokseværk
Deres fælles virksomhed voksede hurtigt. Allerede i 1866 var der ansat ca. 300 arbejdere. Samme år købte de en grund i det nordvestlige Horsens og byggede en helt ny fabrik.
I 1875 var der 900 arbejdere incl. fangerne i beskæftigelse.
Virksomhedens størrelse kan belyses med nogle tal. Aktiekapitalen var på 800.000 kr. Udbyttet i 1876 står opført med kr. 53.141. Værdien af maskin- og fabriksinventar angives til 403.555 kr., bygningerne til 170.386 kr, og fabrikationskontoen opgøres til 640.768 kr. - tal, der skal sammenholdes med, at arbejdere dengang typisk havde en dagsløn på et par kroner.
I 1876 havde fabrikken 21 kartemaskiner, seks spindemaskiner med tilsammen 1500 spindler, 23 mekaniske håndklædevæve, ni strikkemaskiner og 330 bomulds- og drejlsvæve. Nogle tal fra produktionen belyser, at vi virkelig taler om store forhold: omtrent 57.000 alen (ca. 35.000 m) forskellige klædevarer, 370.000 alen (ca. 232.000 m) bolster, der blev anvendt til dyner, puder og madrasser, 1.100.000 alen (ca. 690.000 m) bomuldstøj, 520.000 alen (ca. 326.000 m) bomulds- og hørlærred plus en række andre produkter.
Af de omtrent 900 arbejdere var ca. 250 beskæftigede med hjemmearbejde som spoling, påsyning af hægter m.m. Senere blev denne del af produktionen flyttet til fabrikken.





Over 100 filialer
Selskabet havde rundt om i landet over 100 filialer, der solgte beklædningsgenstande, bl.a. to butikker i Horsens, den ene på Søndergade 24, dvs. på hjørnet af Rådhusgade.




Forretningen i Vamdrup hørte til blandt de mindre. Ca. 1910.
Crome & Goldschmidt havde også en fabrik i Ribe, hvor der blev fremstillet gulvtæpper, møbelstoffer, lasting (dvs. stof til kitler og for) og kjoletøj.

Fabrikken i Ribe ca. 1905.
I 1920’erne blev der sat en stopper for virksomhedens brug af den billige arbejdskraft fra fængslet. Det medførte, at Crome & Goldschmidt i 1929 måtte lukke.
Dog fortsatte udsalgsstederne, og den sidste forretning lukkede i København omkring 1974.
Bygningerne i Horsens blev overtaget af dels Hede Nielsens Fabriker og Poul Petersens Tobaksfabrik, dels Horsens Kommune, som indrettede socialkontor i den gamle kontorbygning.
De oprindelige fabriksbygninger forsvandt ved en brand i 1926, og kun kontorbygningen står i dag tilbage som minde om byens største tekstilvirksomhed.



- Hits: 130311
